 |
Victor Peko
Victor var nødt til at arbejde som tjener i nogle år, da han var færdig på kunstskolen. Og når gæsterne bad om menukortet, lagde han et par af sine billeder ved, for at nogen skulle få øje på hans kunst. Det lykkedes. I dag lever han af sin kunst, men det er ikke nemt. Han har konstant gæld, fordi han må købe materialer, og han har ikke råd til at male andet end bestillingsværker, hvor han er sikker på at få materialeprisen hjem hurtigt. Men det er ikke til diskussion, om Victor skal male. Han har altid været kunstner. Som barn tegnede han og lavede lerskulpturer af det våde ler, han kunne grave ud af myretuerne om morgenen. Hans far og mor havde ikke råd til at betale for hans skolegang, og han måtte gå ud af skolen allerede efter 6. klasse. Han tog ind til sin onkel i Kisumu, som hjalp ham ind på kunstskolen. I dag er Victor 31 år og bor i Kisumus slumkvarter sammen med sin kone og deres tre børn. Han drømmer om at undervise børn i at tegne og male. Han spotter tit unge talenter, når han er hjemme hos venner for at se fjernsyn, og så forsøger han at motivere forældrene til at støtte deres barn i at lave kunst.
|