|
Torben og Jesper sammen med Mama Obama PostArt på research i Kenya
Her er vi
Kunst og kultur er en vigtig del af et lands udvikling. Det ved vi, for vi har begge to mange års erfaring med udviklingsarbejde. For tre år siden mødte vi hinanden i Yemens hovedstad Sanaa. Jesper var udsendt for Dansk Røde Kors, og Torben arbejdede på et videoprojekt for Images of Middle East-festivalen. Vi fandt ud af, at vi passede rigtig godt sammen: Globetrottere, projektmagere og kunstelskere. Det blev til tanker om PostArt – et projekt, der skal støtte kunstnere i udviklingslande i deres kamp for at leve af kunsten.
Om PostArt-ideen Vi har erfaringer med gode udviklingsprojekter, der har fungeret, så længe der var støtte til dem, men så heller ikke længere. Vi mener, at et projekt kan være mere bæredygtigt, når det er uafhængigt af støtte. Derfor har vi valgt at lade PostArt fungere på markedsvilkår. Vi har lavet vores egen helt gennemsigtige måde at overføre fairtrade-principper til kunstbranchen på – og vi tror på, at kombinationen af at få et unikt kunstværk i god kvalitet på væggen og så at kunne hjælpe kulturudviklingen i et land vil tiltale en masse mennesker. Hvis du vil læse mere om hvordan økonomien er skruet sammen i PostArt kan du klikke her
Det siger kunstnerne om PostArt

"I like PostArt because it is honest and transparent." (Michael Magambo)
"It is hard to find support as an artist in Kenya. That is why PostArt is so important." (Peter Okoyo)
"Because of PostArt I will be able to express myself in a way I really want". (Edward Orato)
Kenya I august/september 2009 rejste vi rundt i Kenya og opsøgte en lang række kunstnere. Det foregik i de allerfattigste slumområder, for det er der, mange af dem bor. Processen omkring udvælgelse var enkel. Vi lod den ene kontakt vise os vej til den næste. Alle, som vi syntes om, og som havde lyst til at være med, blev afprøvet – dvs. de fik udleveret materialer og skulle i løbet af et par dage mødes med os igen og vise os eksempler på PostArts fra deres egen hånd. Hvis vi kunne lide, hvad vi så, tegnede vi kontrakt med dem om levering af PostArts til vores hjemmeside. Alle steder er vi blevet mødt med begejstring – vores åbenhed omkring hele processen og ikke mindst omkring økonomien faldt i god jord – og kunstnerne oplevede PostArt som en unik mulighed for at komme ud til et andet og større marked.
I Kenya havde vi i øvrigt den store oplevelse at besøge Barack Obamas bedstemor og vise hende vores PostArt-ide. Hun er en karismatisk gammel dame med sine meningers mod. Men PostArt faldt fint i hendes smag.
Fremtiden Vi tror på, at PostArt kan udvikle sig til meget mere. Vi er i fuld gang med en knopskydning på projektet Art on the Run www.artontherun.dk som fokuserer på kunstnere i flygtningelejre og vi arbejder hele tiden på at udvikle kontakten til kunstnere i Afrika. Snart vil du i galleriet kunne se nye kunstnere fra flygtningelejren Kakuma i Nordkenya.
|